I A cultural history of animals citerer Charles Bergman (2008) f.eks. renæssancedigteren Thomas Moore således:
"Manhood I am: therefore I me delight
To hunt and hawk, to nourish up and feed
The greyhound to the course, the hawk to the flight…
These things become a very man indeed ."
Tidligt, men senest i Antikken, da jagten ikke længere udgjorde livsgrundlaget, og samfundets opbygning var blevet hierarkisk med en klasse af herskere og krigere, havde jagten fået en ny betydning som udtryk for herskernes mod og styrke, magt og status. Samtidig havde der udviklet sig jagtformer, hvis reelle udbytte slet ikke stod mål med det, jagten kostede. Jagten på det store vildt krævede nemlig ikke bare mod og styrke, men også ressourcer i form af natur, hvor vildtet kunne trives, samt mandskab, redskaber, net, heste og hunde. Derfor blev jagten efterhånden mere og mere synonym med magten.
Væsentligt for denne udvikling var det, at jagt og krig var nært forbundne. De krævede de samme færdigheder og egenskaber, og for krigeren var jagten både krigstræning og en måde at udtrykke sin status på. Farao Amenhoteph III (ca. 1403-1365 f.Kr.) pralede f.eks. af egenhændigt at have dræbt 102 løver, som han anså for kongeligt vildt, og også de assyriske og mesopotamiske konger lod sig gerne afbilde som løvejægere. Et årtusind senere var f.eks. Alexander den Store berømt som jæger og også de romerske cæsarer, f.eks. kejser Antonius, var ivrige storvildtjægere (Hughes 2008).
Renæssancens og de efterfølgende århundreders europæiske fyrstehuse byggede altså på en ældgammel tradition, som de var fuldt bevidste om (Baagøe & Felsted 1992), når de forbeholdt jagten på det store vildt for sig selv, udlagde store landskaber til brug for jagten og byggede prægtige jagtslotte, hvor de kunne modtage deres ligestillede gæster, som f.eks. Francois I af Frankrig (1494-1547) gjorde det ved Fontainebleau og Chambord (Chatenet 2007).
I Danmark var vildtet væsentligt for hoffets husholdning, men når kongerne fra Renæssancen med stadig større iver satte sig på jagtretten også hos os, var det nok især, fordi de var en del af dette europæiske fællesskab, hvori jagten var synonym med magten, og hvor jagterne både skabte et vigtigt, intimt rum for diplomatiske forhandlinger og en scene for kongens magtdemonstration indadtil i samfundet. At Fr. II virkelig opfattede jagten på den måde, fremgår bl.a. af de 42 tapeter, som han i 1582-84 lod fremstille til dansesalen på Kronborg. Der er jagtscener på langt de fleste af de bevarede tapeter, og helt centralt står tapetet, hvorpå Fr. II har ladet sig afbilde som vildsvinejæger på en prægtig hvid hest. Her er en konge, der jager et livsfarligt vildsvin, og kun er udstyret med sit spyd og sine hunde, en mand, der kan forsvare sig selv, sin position og sit land. Det skulle den danske konges gæster kunne se. Det var naturligvis også vigtigt, at kongen var iført en grøn dragt af guldstukket silke og fulgt af sine fornemme hunde og jægere i grønne dragter med gyldne besætninger, strømpebånd af guld og hatte broderet med perler (Baagøe 2005).
Det nordsjællandske skovlandskabs særlige topografi og grusede jord havde bevirket, at de centrale dele af skovene aldrig havde været opdyrket, og samtidig rummede skovene indtil ca. 1850 store vådområder og søer. Hele området var altså et ideelt grundlag for en rig jagt, og netop jagten var da også grunden til at kongerne, især Fr. II, efter reformationen samlede krongodset i Nordsjælland. Derved sikrede de sig jagtretten i den nordsjællandske vildtbane for sig selv og kunne iværksætte en forvaltning, som yderligere fremmede bestanden af vildt. Og derved lagde de grunden for områdets efterfølgende og enestående historie.
De væsentligste spor efter selve jagten i det nordsjællandske skovlandskab blev sat, da Chr. V i 1670 indførte parforcejagten, som han havde stiftet bekendtskab med under sin dannelsesrejse hos Solkongen Louis XIV. Parforcejagt (La Vénerie) er en forfølgelsesjagt, hvor beredne jægere med hunde forfølger en udvalgt hjort, indtil den ikke kan løbe længere, hvorefter jagtens fornemste deltager, dengang kongen, giver den nådesstødet. Jagten kræver et stort areal i et relativt åbent landskab, hvor flokke af heste og hunde kan jage af sted over stok og sten, for en stor kronhjort kan løbe fra hundene i omkring et par timer. Boveskov ved Ibstrup Slot, som Fr. III havde indrettet til dyrehave i 1669, og området nord for den var ideelt til formålet. Derfor nedlagde Chr. V i 1670 landsbyen Stokkerup og indhegnede både Boveskov og landsbyens jorder nord for den til en dyrehave, Jægersborg Dyrehave, en jagtpark på ca. 1.500 ha, som også omfattede Jægersborg Hegn nord for Mølleåen, og i hvis centrum kongen anlagde en vejstjerne og en lille jagtpavillon.
Dette projekt var imidlertid var ikke stort nok for den enevældige konge, som efter fransk forbillede ville omgive sin jagtpark med et opland af skove med et enormt system af gennemhugninger, de såkaldte jagtveje (Buridant 2007). I løbet af 1680erne og -90erne lod Chr. V derfor næsten alle skovene i den nordsjællandske vildtbane indrette til parforcejagten ved at inddele dem i regelmæssige jagtområder, jagen, afgrænset af snorlige veje i stjerneformede systemer.
Ingeniørteknisk var dette muligt, fordi man i det 17. århundrede var begyndt at beherske helt nye trigonometriske opmålingsmetoder, som også blev anvendt til at indrette tidens parker med deres karakteristiske stramme former. Efter nogle franske historikeres mening tager Renæssancens parker og haver i øvrigt netop udgangspunkt i en særlig type af ældre europæiske jagtparker, som var indrettet med stramt klippede hække (Brunon 2007).
Gennemhugningerne i de nordsjællandske skove blev lavet af soldater i årene 1684 - 1699, og det var formentlig også militære vejingeniører, der stod for projekteringen, selvom Ole Rømer, som var med til at anlægge haven ved Versailles, også har været nævnt i forbindelse med dem. Arbejdet blev dog administreret af amtsforvalteren i Frederiksborg Amt. Anlægget var en kolossal investering, også i form af medgåede skovarealer, for af hensyn til udsynet under jagterne huggede man i tæt skov 20-30 m brede udsigtsbælter. Den slags var ellers en krigsforanstaltning (Dahl 2003).
Chr. IVs jagtpark, Store Dyrehave fra 1617 (Weismann 1929), indgik også i systemet og her blev den største vejstjerne markeret med en sten med en kompasrose og kongens navnetræk. Den står stadig på sin plads. For at kunne kommunikere om, hvor man var, gav man parforcejagtvejene numre. I Store Dyrehave hed de veje, der udgik fra Kongestjernen f.eks. Etvej, Tovej….Ottevej, og da de alle førte til en ny vejstjerne, fik disse sekundære kryds eller kors, navne efter vejene, altså Etkorset, Tokorset, ….Ottekorset, - eller Syvstjernen. Vejenes numre blev i terrænet markeret v.hj.a. sten.
Systemet kom foruden Store Dyrehave og Jægersborg Dyrehave, hvis åbne landskab krævede få veje, til at omfatte Grib Skov undtaget stutterivangene mod øst og den nordligste del, hvor der var landsbyer, de mere åbne Grønholt Vang og Mose, Geels Skov og Harreskovene samt måske skovene nordøst for nutidens Fredensborg, dengang en af de kongelige jagtgårde med navnet Østrup. Ved Ibstrup, der oprindelig også var en kongelig jagtgård, havde Chr. IV o. 1600 opført et slot. Her iværksatte Chr. V fra 1670 store istandsættelsesarbejder og indrettede slotskomplekset til brug for den kongelige jagt, hvorfor slottet fik navnet Jægersborg. Et imponerende kompleks af skove, veje, jagtgårde og slotte i Nordsjælland udgjorde nu scenen for enevældens flotte, men makabre kongelige jagtskuespil (Baagøe 2005).
De bindingsværksbygninger ved Jægersborg slot, som husede jagtetaten var dog så dårlige, at Chr. VI o. år 1735 lod Lauritz de Thura erstatte dem med nye murstensbygninger. De eksisterer stadig.
Da Chr. V indrettede sin nordsjællandske vildtbane til parforcejagten, var det omkring 30 år siden, at det danske rige var blevet halveret, og Danmark lå atter i krig med Sverige (Skånske Krig 1675-79). Renoveringen af Jægersborg Slot og anlægget af jagtvejssystemerne kan have været en måde at holde soldaterne beskæftiget på, når de ikke var i krig, men krigene var også med til at forværre landets træmangel og sideløbende med investeringerne i jagten, gav kongerne i 1600-tallet flere forordninger med henblik på at få opelsket skov til udbedring af manglen på tømmer og brænde.
Først i sidst 1700-tallet gjorde man imidlertid for alvor noget ved problemet. Skovene sorterede stadig under den kongelige jægermester, men i 1762 fik denne, Carl Chr. von Gram, kongens tilladelse til at indkalde en tysk ekspert, Johan Georg von Langen, som kunne tage fat på en systematisk fornyelse af de kongelige skove (Fritzbøger 1994). Fra 1764 blev skovene kortlagt, vedmassen i dem blev opmålt, og man tog fat på at rydde og tilplante indhegnede arealer i Nordsjælland, bl.a. i Jægersborg Dyrehave og Harreskovene. I 1777 blev parforcejagten nedlagt, i 1781 blev jagtens og skovbrugets administration adskilt, og i 1784-5 oprettedes de første forstlige uddannelser i form af to jægerkorps i Kiel og Helsingør. Danmark havde nu fået et helt nyt erhverv, skovbruget.
Oplysningstiden satte også gang i reformer udenfor skovene. Fremskridtsvenlige godsejere lod sig inspirere af udviklingen i de tyske småstater og kongehuset lod sig skræmme af revolutionen i Frankrig. Landbruget og dermed samfundet blev reformeret, og i slutningen af 1700-tallet forandrede landbrugsreformerne fuldstændigt det nordsjællandske landskab. Landsbyerne blev udskiftet og gårdene flyttede ud på markerne. Landbruget og skovbruget blev adskilt og husdyrene fik ikke længere lov at gå løse, for markerne skulle være i fred. Selv fra skovene blev dyrene fordrevet. De kongelige skove nord for den danske hovedstad blev nu betragtet som produktionsenheder, og takket være den i Europa enestående danske Fredskovsforordning af 1805, blev de bevaret. Af hensyn til en varig og bæredygtig træproduktion forlangte forordningen nemlig ikke alene skovene indhegnet, der skulle også udarbejdes 10-årige driftsplaner for dem, og arealer, der blev udlagt som skov, måtte ikke senere inddrages til andre formål. Til gengæld måtte al skov hugges bort på de arealer, der ikke blev udlagt til fremtidig skovdrift.
Resultatet blev i første omgang, at skovarealet i Nordsjælland faldt. Et kort fra 1823 (fotografisk kopi på Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum) viser de grænser, som de kongelige skove havde fået gennem reformprocessen. Kortet er baseret på Videnskabernes Kort fra 1768, og man ser tydeligt, hvordan store skovbevoksede arealer, f.eks. i Grønholt Vang, er opgivet. De skovarealer, som ikke blev udlagt som skov, er siden stort set forsvundne, men til gengæld er arealer, der blev udlagt til fremtidig skov, stort set intakte den dag i dag.
Efter reformerne i 1700-tallets slutning blev skovene tættere og mere mørke, fordi der kom helt nye stedsegrønne træarter til, og de mange vådområder blev drænet, men skønt skovdyrkningen til stadighed udviklede sig gennem de følgende godt 200 år, blev de gamle jagtvejssystemer bevaret i skovene, fordi de var nyttige for skovdriften. Hjortevildtet blev systematisk udryddet fra 1799, og den sidste fritlevende kronhjort på Sjælland faldt i 1854, men en lille del af bestanden overlevede i Jægersborg Dyrehave. Herfra begyndte der i 1900-tallet en genudsættelse, og i dag findes der atter både kron- og dåvildt, samt den i Danmark nye hjorteart Sika (indført år 1900), i de nordsjællandske skove.
Med romantikken blev det omkring år 1800 moderne at drage ud i naturen. De mere velstående af hovedstadens beboere havde allerede fra 1700-tallets slutning landsteder i det smukke Nordsjælland, men også de mindre velstående byboer begyndte at drage på skovture, og kildemarkedet ved Kirsten Piils Kilde i den nu offentligt tilgængelige Jægersborg Dyrehave udviklede sig langsomt til forlystelsesstedet Dyrehavsbakken. På sletten i Dyrehaven havde kongen allerede i 1735 bygget et lille jagtslot, Eremitageslottet tegnet af Lauritz de Thura. Det blev nu for en tid degraderet til udskænkningssted for Dyrehavens mange gæster, var tæt på at blive revet ned, men er i dag genopstået og restaureret som kongeligt jagtslot.
I begyndelsen af 1900-tallet var transportmulighederne blevet så gode, at nogle for alvor flyttede ud af hovedstaden og bosatte sig nord for den, f.eks. i Kgs. Lyngby. Derved fik de gamle kongelige skove, som efter Grundlovens indførelse i 1849 var blevet statslige, en ny betydning som rekreationsområder for befolkningen, og det er en del af årsagen til, at byudviklingen i Nordsjælland tog fart tidligere, end den gjorde syd for København. Efter 2. Verdenskrig blev byudviklingen en trussel for de nordsjællandske landskaber, selv de, som lå længere væk fra hovedstaden, men for skovene udgjorde Fredskovsforordningen af 1805 stadig et effektivt værn imod rydning og tilbygning. Selvom byerne rykker tættere og tættere på skovgærdet, beskytter Fredskovsforordningen den dag i dag de gamle kongelige skove mod den byudvikling, som ellers presser landsdelen så voldsomt. Derfor ligger både skovene og de jagtvejssystemer, som de skærmede, den dag i dag uberørte tilbage i et af Danmarks tættest befolkede områder. Det, som for 500 år siden var kongens egne skove, spiller i dag en ny og altafgørende rolle som rekreative områder for den almindelige befolkning i Danmarks metropol.
Skovdyrkningen i det 19. og 20. århundrede har medført, at de nordsjællandske skove er blevet voldsomt drænede, men alligevel findes der i skovene mange steder også en skovnatur af meget stor værdi, fordi arealerne aldrig har været dyrket. Sammen med de enestående kulturhistoriske værdier i skovene udgør disse naturområder i dag kernen i det, der skal blive Nationalparken Kongernes Nordsjælland. Derved er de nordsjællandske skove endnu en gang blevet et repræsentativt eksempel på et europæisk kulturlandskab, der er bevidst planlagt og skabt af mennesker, hvis oprindelse skyldes de særlige naturlige forhold på stedet, og som viser udviklingen indenfor menneskeskabte samfund og bosættelser i løbet af tiden under indflydelse af de fysiske begrænsninger og muligheder i det naturlige miljø og de skiftende samfundsmæssige, økonomiske og kulturelle kræfter, både eksterne og interne, - som UNESCO udtrykker det.
30.11.2008 JB
Bergmann, Charles. 2008. A spectacle of beasts. - I: Boehrer, Bruce (red.). A cultural history of animals in the Renaissance, Chapter 2, p. 53 - 73. - Berg, Oxford. New York.
Buridant, Jérôme. 2007. La forêt et la chasse au XVIe siècle. - I: d'Athenaise, Claude et al.(red.). Chasses princières dans l'Europe de la Renaissance,Troisième partie: Les espaces de chasse, s.159 - 177. - Actes Sud,Paris.
Brunon, Herve. 2007. La chasse et l'organisation du paysage dans la Toscane des Médicis.- I: d'Athenaise, Claude et al.(red.). Chasses princières dans l'Europe de la Renaissance,Troisième partie: Les espaces de chasse, s.219 - 250. - Actes Sud,Paris.
Baagøe, Jette. 2005. Ad Dianas stier - Kongernes jagt i Nordsjælland gennem 500 år. - Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, s. 1 - 25.
Baagøe, Jette og Karsten Felsted. 1992. En bemærkelsesværdig kronhjort. - I: Olesen, Kirsten (red.). Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum 1942-1992, s. 27-42. . - Hørsholm.
Chatenet, Monique. 2007. Un portrait du "père des veneurs". - I: d'Athenaise, Claude et al.(red.). Chasses princières dans l'Europe de la Renaissance, Première partie: Francois Ier et la chasse, s.17 - 42. - Actes Sud,Paris.
Dahl, Bjørn Westerbeek, 2003. 1600-tallets parforcejagtveje i Nordsjælland. - Fra Frederiksborg Amt, Frederiksborg Amts Historiske Samfund, Årbog 2003, s. 7-32.
Fritzbøger, Bo. 1994. Kulturskoven. - Gyldendal, København.
Hughes, J. Donald. 2008. Hunting in the Ancient Mediterranean World. - I: Kalof, Linda (ed.). A cultural history of animals in Antiquity, Chapter 2, p. 47 - 70. . - Berg, Oxford. New York.
Weismann, Carl.1929. Vildtet i Jægersborg Dyrehave, , s. 27. - Hage og Clausens Forlag, København.
Foto: Kongestjernen i Store Dyrehave.
De karakteristiske, store stjerner af snorlige jagtveje i de nordsjællandske skove blev lavet sidst i 1600-tallet til Chr. Vs parforcejagt. I Store Dyrehave blev den største vejstjerne markeret med en sten med en kompasrose og kongens navnetræk. Parforcejagten blev afskaffet i 1777, men jagtvejssystemet findes endnu. Foto: Erik Albertsen.
